Brødrene Hedegaard A/S har indgået flerårig kontrakt med Københavns Lufthavne A/S på udførelse af ad hoc anlægsopgaver i lufthavnene i København og Roskilde. Kontrakten er indgået for fem år med mulighed for forlængelse i yderligere et år.
Brødrene Hedegaard har dermed genvundet den kontrakt, som selskabet har haft de seneste fem år.
”Kontrakten er væsentlig for os, og vi er glade for, at vi kan videreføre det gode samarbejde og fortsat betjene lufthavnene. Kontraktindgåelsen er også et signal fra Københavns Lufthavne A/S om, at de værdsætter samarbejdet og det arbejde, som vores kompetente medarbejdere udfører”, udtaler administrerende direktør Jes Hedegaard Andersen fra Brødrene Hedegaard.
Brødrene Hedegaard, som er et 100 % ejet datterselskab af Per Aarsleff A/S, har specialiseret sig i anlægsopgaver, der opfylder de skrappeste sikkerhedskrav og de høje tekniske standarder, der kræves ved arbejde for fx Københavns Lufthavne og andre kunder med tilsvarende krav.
Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2012/2013.